Når det drejer sig om at udvikle talenter inden for kunst og kultur, er holdningerne mange og forskellige. Skal vi fokusere på det enkelte individ, investere i flere talentkommuner - eller skal vi måske lægge vores fokus et helt tredje sted? Og hvad skal der egentlig til for at skabe en bæredygtig talentudvikling, der kan sikre den kunstneriske talentmasse i fremtiden?
I et debatindlæg giver Nina Poulsen, cand.mag. i etnografi og antropologi fra Aarhus Universitet, sit bud på, hvordan vi skal gribe talentudviklingen an uden at gå på kompromis med uddannelse og økonomi. Hun mener nemlig, at et stort fokus på talent og geni frem for organisation og økonomi i sidste ende kan være skadeligt for kulturlivet. Vi har også talt med professor og rektor på Designskolen i Kolding, Lene Tanggaard, som har forsket i kreativitet og læring igennem mange år. Hun giver her sit bud på, hvordan den ideelle talentudvikling ser ud.
Medvirkende
NINA POULSEN, ANTROPOLOG & DIREKTØR FOR MUSEET MAMO
Fra talent og geni til organisation og økonomi
Nina Poulsen er uddannet antropolog samt direktør og skaber af MAMO: Museet for Andre Menneskers Overskud. Et privat museum, der består af en genstandssamling, forskning i deleøkonomi, fællesskaber og kreativitet og formidling, gennem tekst, billeder og udstillinger af museets forskning. Hun har desuden skrevet flere artikler for Dagbladet Information om kunst og kultur. I dette debatindlæg fremlægger hun sit syn på talentbegrebet og talentudvikling i Danmark:
Fra talent og geni til organisation og økonomi
Jeg synes, det er vigtigere at diskutere økonomi end talent. Faktisk er jeg nærmest utilbøjelig til rigtigt at tro på, at begrebet talent kan bruges til at forklare noget om kreative uddannelser, kunstscenen, kunstneres arbejdsforhold eller kulturlivets generelle organisering.
Uanset om man vil være dygtig til at drible med en fodbold, lave halsbrækkende stunts med et løbehjul, om man vil spille klassisk obo eller lave koldnålsraderinger, kræver det først og fremmest uendelig meget øvelse i at beherske sit "instrument", og det samme gælder, hvis ens instrument er sproget eller kroppen.
Når der tales om talent, lyder det ofte, som om, man mener, det er en vilkårlig, individuel ufortjent gave, som enkelte heldige individer tilfældigvis har fået foræret fra fødslen. Den franske sociolog Pierre Bourdieu er mildt sagt uenig i den opfattelse. Ifølge Bourdieu er en tro på geniet og talentet, som en vilkårlig og individuel gave, ikke alene en vildfarelse, men et dårligt alibi for privilegieblindhed. Ligesom god smag, ifølge Bourdieu, altid er overklassens smag og ligesom sejrherrerne skriver historien - også kunst- og litteraturhistorien. Litterær og kunstnerisk kvalitet kan ikke defineres absolut, universelt og tidløst. Hver gang vi taler om kunsthistorien eller litteraturhistorien, som om den var sammenhængende, homogen og selvindlysende, glemmer vi for eksempel, at der ikke er mange kvinder i den historie. Og at den først og fremmest er vestlig og moderne. Der findes mange parallelle historier og forskellige stemmer, udtryk og traditioner.
Det må man anerkende for at kunne skabe optimale rammer om kunstnerisk uddannelse og udvikling.
Selvfølgelig er alle mennesker ikke ens, og nogle er bedre til ballet end matematik. Men hvorvidt ens interesser og evner anvendes kunstnerisk og kreativt, og om man får mulighed for fordybelse og dygtiggørelse, handler om så mange andre forhold end det diffuse begreb talent, at jeg tror, det giver mening, at lade talentet udgå af ligningen, for i stedet at adressere et mere transparent og demokratisk fokus på uddannelse og økonomi:
Hvordan sikrer man, at alle får adgang til kunst og kultur?
Hvordan sikrer man et godt uddannelsesmiljø på kreative uddannelser?
Hvordan sikrer man, at kunstnere får rimelige løn- og arbejdsvilkår?
Det har jeg ikke opskriften på, men der findes heldigvis mange initiativer og ideer, man kan lade sig inspirere af; mere og mindre etablerede initiativer, projekter og eksperimenter. Nogle er langtidsholdbare, andre forsvinder, når energien brænder ud, og de oftest entusiastiske og entreprenante initiativtagere bliver nødt til at finde et fast arbejde, så de kan betale husleje, forsikringer og tandlægeregninger.
I dag har kunstnere oftest kun produktet af deres arbejde at sælge - altså værkerne. Til forskel fra almindelige lønmodtagere der sælger deres arbejdskraft for løn og ledelsesret, og forhandler overenskomst og arbejdsmiljø, sælger kunstnere og forfattere rettighederne til resultaterne af oftest langvarige arbejdsprocesser. Work/life balance, arbejdsmiljø, arbejdstid, pension, sygedage og feriepenge må de selv ligge og rode med. Det er kun produktet, som forlag, gallerier og museer har interesse i og køber rettigheder til.
Måske ville kunstnere og forfattere være bedre stillede ved at værdisætte processen frem for produktet? Lige som forskere får løn for deres arbejde, men ikke for akademiske artikler. Hvad er den gode forklaring på, at kunstproduktion er så anderledes organiseret end vidensproduktion?
Kan det mon skyldes en opfattelse af, at kunst kræver talent, hvorimod forskning kræver (sam)arbejde? En opfattelse af at det at være kunstner er en identitet, hvorimod at være forsker er et job?
At antage at talent er medfødt og ikke tillært, og at værker opstår af talent – uden uddannelse og uden blod, sved, tårer, mislykkede forsøg og forkastede ideer, betyder, at den kunstneriske proces ikke anerkendes, ikke beskrives og ikke lønnes.
Tænk hvis et forlag fungerede lidt mere som et universitet. Tænk hvis forfatteren var fastansat og fik en fast månedsløn og pension og feriepenge. Tænk hvis det ikke kun var de færdige tekster og værker, der blev værdsat og afsat, men hvis research, undervisning, administration, fundraising og formidling indgik som værdifulde og værdiskabende elementer i kontrakten mellem forlag og forfatter. Tænk hvis et forlags opgave ikke primært var at sikre investorer afkast, men først og fremmest handlede om at uddanne dygtige forfattere, formidle viden om sprog, læsning og skrivning og derudover også at udgive gode danske og internationale tekster. Ja, altså tænk engang hvis det var sådan, at producenterne ejede produktionsmidlerne og indgik økonomisk forpligtende fællesskaber med hinanden i stedet for som individuelle underleverandører at gøre sig afhængige af et blåstemplende og flødeskummende maskineri, der kan vælge og vrage, inkludere og ekskludere, ikke som vinden blæser, men som markedet efterspørger.
Et primært fokus på talent og geni frem for organisation og økonomi afføder et (for kunstneren) uhensigtsmæssigt fokus på produkt frem for proces. Og dermed på markedet frem for viden og kreativitet.
Nina Poulsen
Medvirkende
PROFESSOR I PSYKOLOGI OG REKTOR PÅ DESIGNSKOLEN KOLDING
VIDEOINTERVIEW MED LENE TANGGAARD
"Tillad mig at sætte tingene på spidsen: Regeringens talentstrategi er ikke meget mere værd end det papir, den er skrevet på."
- Lene Tanggaard i en kronik på Ræson om hendes tilgang til talentudvikling. (åbner i ny fane)
I denne podcast, produceret af ungleder.dk, kan du høre Lene Tanggaard fortælle om, hvordan hun ud fra sin egen forskning og erfaring definerer et talent.
NYHEDSBREV
Vil du have inspiration, ny viden, aktuelle tendenser og konkrete erfaringer fra kulturlivet direkte i din indbakke? Midtjysk Kulturakademi tilbyder gratis, kulturfagligt nørderi og videndeling for alle, der arbejder med kunst og kultur. Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
KONTAKT
Tanja Phaff Louring
Projektleder, Midtjysk Kulturakademi
+ 45 51 97 97 28
tanja.louring@ru.rm.dk
Sekretariatet for
Europæisk Kulturregion,
Region Midtjylland
Skottenborg 26
8800 Viborg
info.kulturregion@rm.dk
MIDTjysk kulturakademi
Bag Midtjysk Kulturakademi står Region Midtjylland og Europæisk Kulturregion - det regionale kultursamarbejde mellem Region Midtjylland og alle 19 kommuner i regionen
Kommunikationsansvarlig:
Amalie Møller Christensen
amachi@rm.dk
+45 24 75 37 95
