INDHOLD: 10 trin til missionsdrevne partnerskaber
Hvad er partnerskaber?
”Partnerskaber er et samarbejde mellem 2 eller flere organisationer (private, offentlige eller frivillige) med det formål at tilgodese individuelle eller fælles interesser. Partnernes komplementær viden og rolle er det bærende element i partnerskabet.”
PETER NEERGAARD, PROFESSOR, CBS
missionsdrevne partnerskaber
Vil du gerne arbejde mere strategisk med partnerskaber? Og gå fra flygtige samarbejder til forankrede partnerskaber med formål? Her på siden har vi samlet en række konkrete værktøjer, som kan hjælpe dig videre med partnerskabsarbejdet i din organisation.
I efterår og vinter 2024-2025 deltog 12 kulturaktører i vores specialdesignede udviklingsforløb ‘Missionsdrevne Partnerskaber’. Igennem tre undervisningsgange og to digitale rådgivningsmøder stillede vi skarpt på, hvordan man som kulturaktør kan arbejde mere strategisk og systematisk med partnerskabelse.
Louise Örnfelt, ekspert i strategisk udvikling og partnerskaber, faciliterede forløbet. Nedenfor finder du hendes 10 vigtige trin til, hvordan du kommer i gang med og styrker den strategiske tilgang til arbejdet med partnerskaber i din organisation. Du finder også en række værktøjer og øvelser, som kan hjælpe dig i gang – både med helt konkrete partnerskaber eller til at styrke dit generelle partnerskabsarbejde.
Klik på værktøjerne for at få yderligere hjælp og vejledning.
definition:
”Partnerskaber er et samarbejde mellem 2 eller flere organisationer (private, offentlige eller frivillige) med det formål at tilgodese individuelle eller fælles interesser. Partnernes komplementær viden og rolle er det bærende element i partnerskabet.”
PETER NEERGAARD, PROFESSOR, CBS
1. Identificér jeres reelle partnerskaber
Kig på alle jeres samarbejder. Samarbejder kan spænde bredt fra netværksdannelse, koordinering og samarbejde til egentlige partnerskaber. Alle former for samarbejde kan eksistere i en konstellation. Reelle partnerskaber er et samarbejde mellem to eller flere parter, der indgår en aftale om at arbejde sammen mod et fælles mål.
Partnerskab er den rigtige organiseringsform, når I som organisation ikke har ressourcerne eller kapaciteten til at løse opgaven selv eller har brug for nye perspektiver eller forskellige typer viden og fagligheder for at finde den bedste løsning.

forskellige typer af samarbejder:
netværk
Udveksling af viden til begge parters fordel. Minimum af tid og tillid mellem partnere
koordinering
Koordinering involverer udveksling af information og ændring af aktiviteter med henblik på et fælles formål fx fælles kampagne.
samarbejde
Samarbejde indebærer udveksling af informationer og ressourcer samt ændring af aktiviteter. Det kræver en betydelig mængde tid, høj grad af tillid mellem partnerne og villighed til at dele fx ressourcer.
partnerskaber
Fælles beslutningstagning og forbedring af en anden partners kapacitet til fælles fordel og med et fælles formål. Et løbende arbejdsfællesskab, hvor man deler risiko og fordele.
Inspireret af the Partnerships Analysis Tool, VicHealth
Missionsdrevne partnerskaber er samarbejder, hvor flere aktører går sammen om at opnå et fælles mål eller løse en konkret samfundsudfordring, der er større end de enkelte organisationers egne interesser. I stedet for kun at fokusere på kortsigtede gevinster eller individuelle mål, er disse partnerskaber drevet af en fælles mission, som ofte har et bredere formål og en positiv effekt på samfundet.
2. Gør jer klar til partnerskaber!
Når I som organisation vil styrke jeres strategiske arbejde med partnerskaber, er det en god idé at få styr på jeres udgangspunkt, inden I går i gang med partnerskabelse. Partnerskaber skal give forretningsmæssig mening og understøtte jeres strategi og formål. Et afklaret udgangspunkt gør jer i stand til at gribe bolden, når muligheden for et potentielt partnerskab opstår eller afslå, hvis det ikke understøtter jeres formål. Vær afklaret omkring: Mission, aktiver, bundlinjer, kultur, værdier og ressourcer.
Kom i gang med arbejdet med værktøjet ‘Klar til partnerskaber’, som kan hentes via knappen nedenfor.
mission:
Handler om den værdi eller forandring, I vil skabe. Som kulturaktører er de fleste i deres essens formålsdrevet, og det er vigtigt, at missionen udspringer af jeres DNA for et stærkt organisatorisk afsæt. Samtidig skal jeres mission gerne række ud over jeres egen organisation for at blive attraktiv for andre. Det er nemmere at få følgeskab til en mission, der vil gøre en forskel for nogen eller noget, snarere end kun at ville styrke jeres egen ”butik”.
bundlinjer:
Er alle de områder, der kan skabes værdi på, i partnerskabet. Der er kunstneriske, økonomiske, sociale, grønne bundlinjer etc. Gør kagen så stor som muligt ved at sætte så mange bundlinjer i spil i jeres partnerskaber. Dels øger det værdiskabelsen for jer i det enkelte partnerskab dels sikrer I en bred organisatorisk forankring, da forskellige bundlinjer ofte inddrager flere forskellige personer i jeres organisation. Det gør jeres partnerskabsarbejde mindre sårbart og mere organisationsdrevet, hvis det ikke hviler på én enkelt person.
værdier:
Har i denne sammenhæng fokus på det, som I IKKE vil gå på kompromis med. Det sætter en tydelig ramme for samarbejdet og hjælper med at sikre, at partnerskabet både er etisk og strategisk kompatibelt. Denne tilgang fungerer som en slags “rød linje”, der sikrer, at I forbliver tro mod jeres kerneprincipper.

aktiver:
Jeres aktiver er jeres handelsvare. Det er de ressourcer eller værdier, som I bringer ind i partnerskabet for at bidrage til det fælles mål. Aktiver kan være både materielle og immaterielle. Fremhæv det unikke, værdiskabende som I som organisation kan, og sæt gerne både kvantitative tal og kvalitative ord på værdiskabelsen. Der er også her, at I arbejder med jeres narrativ og gør jeres ydelser forståelige og tilgængelig, også for potentielle partnere, der ikke er en del af jeres branche, som fx bruger et andet sprog.
kultur:
Kernen i udfordringen med at udvikle et succesfuldt partnerskab ligger i et paradoks: Det, der gør jer attraktive som partnere, er også det, der kan gøre det svært at samarbejde! Partnerskabets vitale merværdi er netop forskellen mellem organisationernes ressourcer, kompetencer, viden, netværk og tankegang, der vil skabe en produktiv synergi. Men det sker kun i det omfang, at samarbejdet fungerer og formår at etablere sig som en enhed. Derfor er det vigtigt at kigge på, hvad der i jeres kultur kan spænde ben for værdiskabelsen i partnerskabet.
ressourcer:
At indgå i et partnerskab er ressourcekrævende, særligt hvis man for alvor ønsker langsigtet værdiskabelse. Derfor skal I afklare, hvor mange ressourcer fx tid, penge eller arbejdskraft I kan lægge i arbejdet, både i opstarten, men også på den lange bane. Ressourcer forbruges eller anvendes over tid, modsat jeres aktiver, som bidrager til at skabe værdi i partnerskabet og bevarer værdien over tid.

3. Brug partnerskabscyklussen som styringsværktøj
Partnerskaber udvikler sig over tid og skal løbende næres, støttes og formes gennem deres livscyklus. Livscyklussen for et ”typisk” partnerskab falder i forskellige faser, og det kan være en god ramme for at arbejde mere struktureret og systematisk med sit partnerskab eller sine partnerskaber.
Kom i gang med arbejdet med værktøjet ‘Partnerskabscyklus’, som kan hentes via knappen nedenfor.
FASE 1: Ide og opbygning
Her lægges alle vigtige byggesten for et langsigtet, værdiskabende partnerskab. Startfasen handler om at kortlægge landskabet af relevante interessenter og initiativer, at opbygge en fuld forståelse af problemet eller potentialet i missionen, identificere de potentielle partnere, gå i dialog med og engagere partnere, forhandle konkrete aftaler til kollektivt at udvikle et værdiskabende partnerskab. Fasen går gradvist fra at tale til at gøre og ender med en eller anden form for partnerskabsaftale. Denne fase kan tage fra få måneder til over et år afhængig af partnerskabets kompleksitet.
FASE 2: LEDE OG VEDLIGEHOLDE
I fase 2 begynder I at levere sammen. I begyndelsen får I styr på arkitekturen af partnerskabet, etablerer processer og ledelsesstrukturer, allokerer menneskelige ressourcer og økonomi. I lærer hinanden endnu bedre at kende og øger engagementet. Det er også typisk her, at man kan opleve, at der opstår uoverensstemmelser, misforståelser, udfordringer og muligheder, og jeres evne til at håndtere disse er afgørende for den langsigtede værdi af partnerskabet.
FASE 3: REsultater og revidering
Et velholdt partnerskab inkluderer en kultur og konstant proces med gennemgang og iteration – overvågning af fremskridt hen imod mål, resultater og gennemgang af partnerskabets sundhed. Det er vigtigt ikke udelukkende at have fokus på resultatskabelse og aktivitetsfremdrift, men også kigge på det relationelle og processuelle partnerne imellem. Endelig foretage de nødvendige ændringer for at holde partnerskabet på sporet.
FASE 4: Skalering & Værdiskabelse
I den sidste fase, afhængigt af erfaringerne med partnerskabet, kan partnerskabet beslutte at lukke, enten fordi det har fuldført sine opgaver eller ikke leverer tilstrækkelig værdi længere. Det kan fortsætte, institutionalisere sine aktiviteter hos en af partnerne eller i en ny organisation eller skalere sine aktiviteter ved at udvide partnerskabet med flere partnere eller udvide sin mission.

4. Kvalificér jeres potentielle (eller nuværende) partnere
Brainstorm på mulige partnere, der kan være relevante for jeres mission, og kvalificér dem efterfølgende ved at sætte dem ift. de bundlinjer, som partnerskabet skal skabe værdi på. Denne øvelse kan I enten bruge ift. at kvalificere nye, potentielle partnere, eller hvis I allerede arbejder med mange forskellige partnere, så er det måske tid til at kigge på værdiskabelsen af dem. Det kunne fx være at sætte jeres brug af ressourcer i relation til den værdi, som partnerskabet giver.
Kom i gang med arbejdet med værktøjet ‘Kvalificér potentielle partnere’, som kan hentes via knappen nedenfor.
“Det er rigtig vigtigt, at vi engang imellem får hævet os over vores dagligdag og får kigget strategisk på de tiltag, vi arbejder med.”
Rikke Andersen, Direktør, SPOT Festival
5. Kategorisér jeres partnerskaber
Særligt for jer, der arbejder med mange, forskellige partnere/samarbejder og evt. har forskellige værditilbud knyttet til dem, kan I arbejde mere stringent og strategisk ved at inddele dem i nogle overordnede kategorier enten ift. engagementsgrad (fx sølv, guld, diamant) eller tematik (fx kommercielle, kommunikative, transformative etc.).
6. Lav grundig research inden første kontakt
Sæt jer i jeres potentielle partners sted! For at vække en potentiel partners interesse for at danne et partnerskab med jer omkring jeres mission, så kræver det en grundig research både i forhold til, hvem hos partnerorganisationen I skal tage fat i, og for at forstå, hvad der vil være deres incitament for at indgå i et partnerskab.
relevante spørgsmål inden første kontakt:
- Hvad kunne være det overordnede strategiske formål for organisationen med at mødes med jer og tale om et muligt partnerskab?
- Hvilke af jeres aktiver og aktiviteter er relevante for organisationen og hvorfor?
- Hvilken udfordring hjælper I organisationen med at løse?
- Hvilke typer af værdiskabelse kan partnerskabet tilføre organisationen?
- Hvorfor skal organisationen vælge netop jer frem for en anden partner?
- Hvilke resourcer kræver det for organisationen at indgå et partnerskab med jer?
- Hvilke risici kan der være for organisationen ved at indgå i partnerskabet?

“Partnerskaber er ligesom at indgå i et parforhold til en anden. Det er ikke noget vi bare gør, men lægger energi i, udvikler og bliver klogere på. Derfor har vi alle gavn af at sætte fokus på det og blive klogere på vores egen praksis, når det kommer til partnerskaber.”
Helle Tarpgaard Andersen, Projektkoordinator Kulturskolen Ringkøbing-Skjern

7. Skab partnerskabet sammen
På et tidspunkt – efter flere kaffemøder og snakke både sammen og i jeres egen organisation – er I klar til at sætte jer på samme side af bordet og samskabe partnerskabet. Brug god tid på at formulere fælles mission og mål. Det fælles mål skal bidrage med en fælles mission, som motiverer alle partnere og er stærkt nok til at samle forskellige interesser. Samtidig skal det være konkret nok til, at partnerne har en fælles forståelse af målet.
Gode råd til denne fase:
1.
Fokusér på, hvorfor hver enkelt partner er nødvendig for projektet, og anerkend alle partnernes input. Værdsæt partnernes forskellighed.
2.
Løbende forventningsafstemning, såvel som åben og konstruktiv dialog om forskellige interesser og uenigheder, styrker partnerskabet.
3.
Sæt erfarne folk på opgaven. For at sikre den bedste partnerskabsdynamik skal partnerkredsen ideelt set have erfaring og beslutningskompetence, særligt i de indledende faser, når partnerskabet etableres.
4.
Brug en ekstern facilitator til afholdelse af de vigtigste møder/workshops, der er neutral og kan stille de svære spørgsmål.
8. Lav en skriftlig aftale
Dialogpapir, partnerskabsaftale, kontrakt, forståelsespapir… I alle undtagen de enkleste og mest uformelle partnerskaber er dokumentation i form af en skriftlig aftale vigtig. Skriftlige aftaler sikrer, at I har samme forståelse af det partnerskab, I har forhandlet om og giver klar vejledning for fremtiden. Processen med at udvikle en aftale tvinger jer til grundighed – at overveje de vigtigste emner, før I går ind i partnerskabet. Endelig er skriftlighed mere forpligtende. Alle aftaler er forskellige, fordi hvert partnerskab er unikt.

9. Lav struktur og sæt mål for partnerskabets succes
Partnerskaber er midlertidige i deres natur og går på tværs af to eller flere organisationer, og netop derfor er strukturen vigtig for værdiskabelsen. Meget enkle partnerskaber kan drives med god kommunikation og koordinering, men i mere komplekse partnerskaber skal der opbygges en velfungerende arkitektur fx bestyrelse, styregruppe, sekretariat, beslutningsstrukturer, udvalg mm. Langvarig værdiskabelse opstår ikke af sig selv, men er noget, der skal arbejdes systematisk for at opnå.
”Mange partnerskaber opretter midlertidige strukturer eller teams for at fokusere på et specifikt element af partnerskabet. Når opgaven er opnået, opløses teamet, men forholdet mellem organisationerne og medarbejdere er blevet styrket.”
Louise Ôrnfelt, stifter & direktør, udviklingsbureauet Ôrnfelt
Mål for partnerskabets succes
Der er flere måder at måle succesen af et partnerskab på. Det vigtigste er, at I både opstiller mål for effekten af jeres partnerskab, altså om I kommer i mål med jeres ambitioner, jeres mission.
Den anden type mål handler ikke om det, I skal opnå, men i stedet om hvordan I plejer relationen i partnerskabet. Hvis I vil styrke værdiskabelsen i jeres partnerskaber, så er det afgørende, at I prioriterer ressourcer på at pleje relationen. Hvor ofte afstemmer I jeres forventninger? Skriver I referater fra møderne? Husker I at tale om det, der ikke fungerer i samarbejdet? Husker I fase 3 i partnerskabscyklussen?

10. Styrk en partnerskabsvenlig kultur
En partnerskabsvenlig kultur er en organisationskultur, der er kendetegnet ved værdier, procedurer og adfærd, som opmuntrer og understøtter samarbejder på tværs af organisationer og sektorer. Det er en ledelsesmæssig prioritering at fremme et mindset, systemer og kompetencer i organisationen, der bidrager til flere og bedre partnerskaber.
Mange undervurderer kompleksiteten i at styre samarbejder mellem kulturelt, forskelligartede organisationsformer.
The Partnering Initiative fremhæver nedenstående vigtige egenskaber i en organisation for at skabe en partnerskabsvenlig kultur.
Kom i gang med arbejdet med værktøjet ‘Styrk partnerskabsarbejdet’, som kan hentes via knappen nedenfor.

Bevidsthed
– om organisationskulturens karakter og virkning.
åbenhed
– vis hvem I er – jeres styrker og svagheder.
fleksibilitet
– evnen til at reagere på forskellighed og være villig til at ændre sig. Bevidsthed - om organisationskulturens karakter og virkning.
konsistens
– vis sammenhæng mellem principper og adfærd.
ledelse
– tydelig ledelse sender signaler både internt og eksternt.
systemer
– for effektiv kommunikation og opsamling af læring.
menneskers udvikling
– en organisation og dens medarbejdere udvikler sig i partnerskaber.
partnerskaber med fonde
I kulturbranchen er der også ofte behov for at samarbejde med en bevillingsgiver. I vores tema om samarbejde med fonde kan du både få et overblik over fondslandskabet i dag og inspiration til, hvordan man som kulturaktør kan samarbejde med fonde.