Lene Bjarke Skov, leder af kulturhuset og biblioteket InSide i Hammel, viser rundt i det store kulturhus, der tidligere har været et møbelhus. InSide er et traditionelt kulturhus, og faktisk har Favrskov Kommune hele tre større kulturhuse. Kulturhusene er derfor også den primære kultursatsning i kommunen.
I det store bibliotek inviterer Ane Cortzen formand for interesseorganisationen Kulturhusene i Danmark, Mette Strømgaard Dalby, og Louise Ejgod Hansen, forskningsleder på Center for Kulturevaluering, Aarhus Universitet, til samtale.
Med udgangspunkt i projektet DELTAG, som undersøger borgerinddragelse på landets kulturhuse, handler dagens samtale om kulturhusenes funktion som lokalt mødested og driver for sammenhængskraft.
Vi får svar på spørgsmål som: Hvordan ser branchen på sin egen betydning lige nu og fremtiden? Hvad rører sig i interesseorganisationen Kulturhusene i Danmark? Hvad er det, som kulturhusene kan? Hvad ville vi mangle, hvis vi ikke havde kulturhusene? Hvordan sikrer vi kulturhusenes fremtid? Og kunne man med fordel give kulturhuse bedre politiske vilkår for at understøtte den udvikling?
Optagelse, redigering og jingleproduktion: Podcaster.dk
