De udfordringer og processer, som kulturlivet har været igennem de seneste år, har givet flere aktører en ny hverdag med anderledes arbejdsgange. Her på siden sætter vi fokus på, hvor institutionerne står i dag og på forbrugernes tilgang til kunsten og kulturen i genåbningens tid. Med lyd, statistikker og et blik ud i verden forsøger vi at danne et billede af, hvad der fylder på både den danske og europæiske kulturscene nu. Du kan blandt andet møde RemisenBrande, Fregatten Jylland, Nordvestjysk Teaterkreds og Lene Struck-Madsen fra Applaus og Kulturbarometer. Og så skal vi en tur forbi en række forskellige europæiske kulturinstitutioner i Norge, Holland, Tyrkiet og Østrig.
Refleksioner fra midtjyskE kultur-institutioner
Hvordan ser hverdagen ud lige nu i regionens kulturliv? Det spurgte vi tre forskellige midtjyske kulturinstitutioner om i december 2021. I tre forskellige lydinterviews reflekterer de over deres måde at drive kulturel forretning på, og hvordan de ser deres rolle som kulturinstitution i en krisetid.


MARIANNE JEPPESEN
DIREKTØR HOS REMISENBRANDE
RemisenBrande er et messecenter og en udstillingshal. Derudover er huset også et musikhus med kulturelle oplevelser og tilbud til mennesker i alle aldre. Her kan du høre direktør Marianne Jeppesen sætte ord på kulturhusets rolle og ansvar som scene for kunsten i en usikker tid.

KARIN BUHL SLÆGGERUP
DIREKTØR HOS FREGATTEN JYLLAND
Hverdagen hos Fregatten Jylland har de seneste år særligt været præget af et markant skifte i både formidling og konceptudvikling. Corona-situationen tvang museet til at tænke i helt nye formidlingsformer – elementer de stadig i dag bruger flittigt. Her kan du høre Karin Buhl Slæggerup, der er direktør på Fregatten Jylland, fortælle om hverdagen på det gamle skib og mødet med de danske kulturbrugere den seneste tid.

HANNE SØNDER
BESTYRELSESFORMAND HOS NORDVESTJYSK TEATERKREDS
For bestyrelsesformand Hanne Sønder er lysten og modet til at opsøge kunsten tydeligt faldet under pandemien. Hos Nordvestjysk Teaterkreds har man derfor i dag taget nye midler i brug for at tiltrække publikum. Her kan du høre hvilke, og hvorfor teatrets rolle stadig er aktuel i dag.
Hvad sker der i europa?
Selvom vi i Danmark er tæt på at være tilbage til normale tilstande, så er der stadig mange steder i verden, der fortsat er præget af restriktioner. I december 2021 rakte vi ud til en række europæiske kulturinstitutioner og bad dem om at beskrive deres situation, aktuelle udfordringer og læringer fra krisetiden.

munch museum
Munch Museum i Oslo skaber rammen om kunstneren Edvard Munchs kunstneriske arv, og er – udover at være en arkitektonisk perle – et højdepunkt for billedkunstinteresserede verden over. Museet går op i at skabe stærke kunstoplevelser for et bredt og mangfoldigt publikum. Det betyder, at du kan finde flere spændende kulturinitiativer på museet som for eksempel koncerter, teaterforestillinger og filmfremvisninger. Her deler Munch Museum deres tanker om udfordringerne under den nuværende coronasituation.

“Vi har netop åbnet et nyt museum i Oslo og oplever en stor interesse med 130.000 besøgende i løbet af de første fem åbningsuger. Sammenlignet med vores gamle museum, hvor vores årlige besøgstal var 200.000, er det et stort skridt .
Vores største udfordring er at have adgang til et dygtigt og kvalificeret personale i servicefunktionerne som butik, restaurant, café, billetsalg og kundeservice.
Vi mener, at vi som museum har en vigtig rolle i samfundet i dag – både som rum for debat og holdninger og et socialt mødested, men samtidig også være en vigtig bidragsyder for at stimulere interesse for kunst og give offentligheden adgang til gode kunstoplevelser.”
paradiso
Paradiso er både et popsted, en klub og et kulturcenter under samme tag i en tidligere kirke i hjertet af Amsterdam. Målet er at tilbyde et åbent sted for kreative talenter. Og Paradiso er mere end blot et spillested. Her huses også alt fra politiske debatter til modeshows og videnskabelige konferencer. I kommentaren herunder finder du en udtalelse fra Paradiso, der deler de udfordringer, de møder under den nuværende coronasituation.
“Desværre har vi Holland ikke COVID-19-situationen under kontrol. Det afføder også, at vi som kulturinstitution er sidst i rækken, når det kommer til at komme tilbage til ‘normale’ tilstande.
Lige nu har vi et udgangsforbud om aftenen indtil d. 18. december. Det betyder, at alle virksomheder, der ikke udøver en kritisk funktion, skal lukke klokken 17.00. Teatre og spillesteder må ikke holde åbent i løbet af ugen, da folk skal arbejde. Der er program i weekenden, men der er mange regler for at afholde et event. Alle skal sidde ned, holde 1,5 meters afstand og bære ansigtsmasker, når man bevæger sig rundt.
Jeg skammer mig over den måde vores regering fejler igen og igen for at få corona under kontrol. Der har ikke være nogen klare retningslinjer i to år nu. Jeg har ærlig talt ingen idé om, hvornår vi kan åbne dørene op for publikum igen.”

Pro Progressione
Pro Progressione er et kunstnerisk knudepunkt i Budapest, der forbinder mennesker, professioner og ambitioner ved at designe internationale samarbejder inden for kulturområdet. Udfra denne kombination opstår kreative idéer og kunstnere, kulturaktivister, videnskabsmænd, og her mødes eksperter for at besvare vores tids spørgsmål. Om coronasituationen og deres bekymringer lige nu siger de:

“Vi er et kulturelt knudepunkt i Budapest, men størstedelen af vores arbejde drejer sig om den internationale scene. Vi arbejder på en række internationale projekter med flere europæiske kulturorganisationer. Eftersom coronasituationen har besværliggjort internationale samarbejder, har vores arbejde krævet stor fleksibilitet og løbende omstruktureringer over de seneste to år. Når det er sagt, så er vi heldige, at vores projektpartnere har gjort det muligt for os at forlænge implementeringsperioden for projekterne. Takket være dette og vores fleksibilitet kan de fleste af vores projekter gennemføres uden større forstyrrelser og med de oprindelige mål.
Den store fleksibilitet og konstante nytænkning, vi har oplevet de sidste to år, har dog ikke kun været en ulempe, men også haft positive sider. Under krisen har vi afprøvet mange nye metoder og digitale værktøjer, der har hjulpet os med at udvikle os som organisation og individuelt. Vi har forsøgt at finde de muligheder, situationen har budt os, hvilket har betydet, at vi har eksperimenteret en del. Nysgerrigheden og søgen efter nye muligheder har altid været i fokus i vores organisation, men nu har vi forsøgt at udforske de muligheder den digitale verden har kunnet tilbyde.
Vi tager ikke direkte, men indirekte del i de ændringer, der sker i samfundet. Vi har organiseret akademiet i næsten et årti ved at bidrage med nye værktøjer og viden, så den kunstneriske sektor kan blive mere involveret i sociale forandringer og arbejde sammen med lokalsamfund. Takket være COVID og vores forståelse for klimakrisen vil vores næste store skridt tage udgangspunkt i den samme tilgang og virkninger med fokus på kunst og miljø.“
mumok, museum moderner kunst
Med den storslåede, mørkegrå kubiske arkitektur gør Mumok, Museum Moderner Kunst i Wien sig bemærket. Museet rummer en usædvanlig samling af vigtige værker, som repræsenterer en blanding af tradition og eksperimenter. Her deler Mumok deres tanker om udfordringerne under coronasituationen:
“Som et åbent og frit samfund frygter vi store udfordringer fremadrettet, da pandemien og dens økonomiske konsekvenser potentielt er brænde på bålet til forældede idéer. Lukkede grænser og rejserestriktioner samt nationalistiske politikker er farlige og truer kunstens frihed. Når det er sagt, står vi også lige nu med en mulighed for at styrke og sætte fokus på kunstens pædagogisk funktion. Dette skal kombineres med en ambition om at levere høj kunstnerisk kvalitet, der altid har været fundament for vores museum. I vores udstillinger og samlinger sætter vi en dyd i at have fokus på kunstens sociale, analytiske, eksperimenterende og filosofiske funktion. I den forstand er vi godt forberedt på en fremtid, hvor vi sætter spørgsmålstegn ved den stigende tabloidisering af museer.
Det, vi lærer fra den nuværende krise, er, hvor vigtigt det virtuelle område er blevet som en grundlæggende realitet for produktion og kommunikation. Vi har allerede advokeret for og arbejdet med denne filosofi i de sidste par år i vores daglige arbejde som museum. Vi bygger bro mellem det sociale og fysiske aspekt ved at skabe en nærhed i det digitale rum. Det er netop dette, vi har med at gøre lige nu, som fortsat med stigende intensitet også vil påvirke produktionen og præsentation af kunst. Det vil dog også gøre det endnu mere interessant og spændende at møde fysisk kunst i et virkelig rum. Lad os ikke glemme den digitale og fysiske verden bliver mindre og mindre adskilt og ikke er hinandens modsætninger, men netop smelter sammen til ét.”

CASESAMLING: GENÅBNING I DANMARK OG EU
Her bringer vi et udpluk af rapporter og undersøgelser, der er foretaget om kunst og kultur under corona-tiden og i de første, spæde skridt mod genåbningen i både Danmark og resten af EU.

eu guidelines
I juni 2021 publicerede EU-Kommissionen en række gode råd til og retningslinjer for, hvordan aktiviteter i den kulturelle og kreative branche i EU igen kunne finde sted. Rapporten blev udgivet på mere end 20 sprog. Læs rapporten omkring de EU guidelines (åbner i ny fane)
creative unite
Som følge af et møde mellem EU’s kulturministre i april 2020 blev Creative Unite skabt. En platform, hvor information og erfaringer om EU’s kulturliv kunne deles på tværs af landegrænser. Se platformen Creatives Unite (åbner i ny fane)
invent
INVENT er et forskningsprojekt under EU, der har til formål at identificere de kulturelle og sociale forudsætninger, der skal til for, at de strategiske mål i den nye EU-dagsorden for kultur kan realiseres. Heriblandt har INVENT undersøgt, hvilken effekt manglen på kulturtilbud under COVID-19 har haft. Se de publicerede forskningsprojekter her (åbner i ny fane)
work plan for culture 2019 – 2022
Allerede før corona var kulturen i fokus hos EU. Derfor blev der i 2018 udarbejdet en kulturel arbejdsplan fra 2019-2022. Læs mere i vedhæftede oversigt over hovedpunkter fra undersøgelsen (åbner i ny fane)
research4commitees
Selvom pandemien skød den kulturelle og kreative sektor i knæ, har krisen ikke efterladt branchen helt uden muligheder. Her samles en retning for sektorens muligheder for at komme ud på den anden side af krisen stærkere og med langt højere fokus på bæredygtighed. Læs undersøgelsen af mulighederne efter krisen (åbner i ny fane)
visitaarhusregionen
Som en håndsrækning til turismevirksomhederne i Aarhusregionen lancerede VisitAarhus ‘Grøn Genstart’, der skal skabe en styrket og mere bæredygtig turisme efter krisen. Læs mere omkring Grøn Genstart hos Visit Aarhus (åbner i ny fane)
european cultural foundation
European Culture Foundation har sat sig for at gentænke værdien af kulturen og kunstens betydning for os som mennesker, samfund og fællesskaber. Her sætter de ord på et nyt design til Europas fremtidige kulturpolitik. Læs hvade European Culture Foundation er kommet frem til (åbner i ny fane)

rapport: kulturbarometer

LENE STRUCK-MADSEN
PROJEKTLEDER FOR KULTURBAROMETER
“Situationen under COVID-19 var ny for os alle. Der var pludselig ikke nogen erfaringer eller viden, man kunne læne sig opad, og det gjorde, at kulturlivet – blandt mange – famlede i blinde. Kulturbarometer opstod for at give en indikation på, hvad borgerne selv tænkte, så både kulturinstitutioner, men også politikere og andre aktører, fik nogle konkrete og brugbare indsigter. I samspil med sundheds-myndighedernes anbefalinger har Kulturbarometeret dermed været med til at give kulturinstitutionerne opmærksomhedspunkter og viden til, hvordan de kunne skabe meningsgivende og trygge omgivelser for borgerne, når de skulle opleve kunst og kultur.”